VINKORTETbestår udelukkende af egne importerede vine fra Italien, Frankrig og Spanien.
Vintur 2011:
Den sene Påske i år gav os mulighed for at besøge den store italienske vinmesse VINITALY i Verona i starten af April. Vi behøvede således ikke at køre helt til Sicilien i år for at smage de nye årgange.
Jeg havde for første gang booket hoteller hele turen rundt, hvilket normalt er svært, da vi jo aldrig ved, hvad dagen bringer, men pga. den korte tid var det nødvendigt. Vi skulle ifølge planen være hjemme blot 2 dage før første åbningsdag, så hovedrengøringen var overstået og råvare-ordrene var afgivet til levering efter hjemkomsten.
Tirsdag, den 5. april stod bilen pakket og klar til turen og madpakken var smurt og lagt i køletaske. Vi glædede os meget efter en lidt trist vinter med en personlig nedtur for mig og en brækket skulder for Preben efter et fald, hvilket gjorde at han var blevet meget usikker på sine ben. På anbefaling af en kollega havde vi et par dage forinden lavet en investering, som skulle vise sig at få stor betydning for såvel vores vintur som vores nuværende arbejds-situation; nemlig købet af en såkaldt ”balance-vest”, som importeres af håndbold-landsholdsspilleren Lasse Boelsen. Denne blev naturligvis taget med på turen for at afhjælpe mine rygproblemer.
Vi delte de 1800 km til Verona over 3 dage og var meget heldige med vejret! En pragtfuld tur ned gennem Europa som en slowmotionfilm, hvor bøgen springer ud! Preben tog for sjov min lille nyanskaffede vest på indenunder skjorten allerede på førstedagen og …. Tro det eller ej; han kørte alle næsten 5.000 km på 8 dage UDEN at blive træt og – for første gang i de 26 år, som jeg nu har kendt Preben – UDEN at skulle ”have en morfar”, så snart vi var fremme ved destinationen!!Hans usikre gang var pist borte – han sprang som en gazelle op og ned af de mørke krogede tæppebelagte trapper på hotellerne og udstrålede en energi, som jeg aldrig har set før!
”Vinitaly”-messen var kæmpestor og virkelig flot. Vi har været på mange messer gennem årene i såvel denne branche samt vores tidligere tøjbranche – men denne slog alle rekorder! Alt gik efter planen; nemlig først og fremmest at besøge vore eksisterende leverandører, for at smage de nye årgange, medtage contra-prøver for, efter hjemkomsten at samle indtrykkene og afgive ordrene. Denne facon har altid fungeret bedst for os, idet man let lader sig ”rive med”, hvis man afgiver ordrene på selve messen. Vores Puglia-leverandør, som vi har fulgt siden de var helt små, skuffede dog, idet de idag er blevet store og har oprettet en eksportafdeling, som vi blev henvist til (dog på samme stand). Her blev vi præsenteret for et sortiment, som slet ikke var noget for os. De vine, som vi plejer at købe, tilhører en klasse, som er for dyr til eksport!!! Vi kunne dog stadig få lov at købe de pågældende vine – men vi besluttede at ”droppe” leverandøren, fordi vi synes, at de er blevet for store og for upersonlige! Så finder vi bare nogle andre – og det gjorde vi så. Fra vores Sicilianske leverandør, hvor vi kun plejer at købe en speciel hvidvin ”Galici” (Maries favorit), købte vi en fantastisk rødvin ”Moscafratta”, som fuldt ud erstatter den kraftige ”Fiore” fra den nu droppede leverandør. Nu manglede vi også en ny rosé-vin (vi blev aldrig helt glade for den fra vores nu droppede Puglia-leverandør). Mange rosé-vine minder mest om en rødvin og en hvidvin, som er blandet sammen – både mht. farven og smagen. Vi søgte én med farven rosa og med den karakteristiske Provence-smag – og vi var heldige; nemlig en lille producent ikke langt fra vores Amarone-leverandør. Her afgav vi imidlertid ordren på stedet (da vi kun har én rosé-vin på kortet) og straks efter hjemkomsten overførte jeg pengene og vinen blev sendt til vores Amarone-leverandør, som så læssede denne på pallen sammen med vores ordre af Amarone og Ripasso! Herefter blev pallen fragtet hjem med speditør.
Efter en koncentreret dag på messen skulle vi nå at køre ca. 200 km til vores næste destination; Milano. For det første var alt omkring Verona i en radius af 150 km udsolgt og for det andet var planen lagt så stramt, at vi efterfølgende dag skulle nå en aftale med vores Bourgogne-leverandør i Givry (Frankrig) kl. 16.00 og vi nåede det lige! Undervejs fra Italien havde vi i bilen diskuteret og besluttet sammensætningen af vore øvrige ordrer fra Italien, så vi vidste nu også hvor mange flasker vi ville købe her. På hjemturen fylder vi altid bilen op med vin, da det er mindre kvantiteter fra forskellige leverandører, hvor vi ikke kan fylde en palle. Vi smagte på vinene og afgav ordren på stedet. Desværre kunne han ikke nå at klargøre tolddokumenterne, så vi måtte vende tilbage og hente vinen efterfølgende morgen (søndag). Herefter gik turen til Alsace, hvor vi ville forsøge at finde en god Riesling. Fra vores Bourgogne-leverandør var vi så heldige at få en anbefaling, som vi efter megen besvær fandt. Vi havde på forhånd besluttet, at vi ville gå udenom de deciderede turistområder og vi havde da heller aldrig fundet denne leverandør, hvis vi ikke havde kendt navnet på forhånd. Hurra…. Supergode vine! Vi valgte en mellemtør Riesling samt en Gewürztraminer og fik vinen læsset i bilen og dokumenterne på plads. Vi overnattede i Ribeauville og fik her en ”uforglemmelig” middag på hotellet. Kom forbi og få historien om ”eksploderende vinbjergsnegle” og ”micro-kogt” Beuf Bearnaise.
Herefter var det bare at komme hjem så hurtigt som muligt. Da vi havde passeret den danske grænse, ringede vi lige til Lasse Boelsen og bad ham have en balance-vest str. xxl i den lange model klar til Preben, når vi passerede Kolding, og det er den bedste investering vi har gjort i mange år!!
VINTURSBESKRIVELSE 2009
Som sædvanlig kunne Preben ikke komme hurtig nok ud af døren efter den hårde sæson, så alt blev forberedt til afrejse allerede søndag morgen, den 18. oktober efter en hektisk sidste åbningsaften lørdag. Pga. min dårlige ryg havde jeg planlagt en rute, hvor vi ”BLOT” skulle køre ca. 500 km pr. dag. Forud for rejsen havde jeg sørget for importtilladelse hos SKAT af cognac og calvados, som jeg hhv. havde bestilt forud hhv. pr. mail og telefon. Kun første overnatning var reserveret på forhånd, da vi af erfaring ved, at alt ting måske ikke lige går efter planen – dog havde jeg hentet en hel del hotel-emner på internettet passende til den planlagte distance på ruten.
Første etape går til Hamburg , hvor vi sædvanen tro bor på et lille hyggeligt Garni-hotel og sædvanen tro går de 200 m til det store Grand Elysee Hotel med den helt specielle ”Champs Elyse” stemning. Den store foyer er indrettet som en minigade med en hyggelig bar, en super italiensk restaurant med markiser ”ud til gaden” med ”udeservering” samt en café, hvor vi starter med en drink. Mens vi lytter til hyggepianisten, som sidder i hjørnet af caféen, betragter vi de mange forbipasserende. Derefter går vi ”over gaden” til den italienske restaurant, hvor vi har bestilt bord og hvor vi altid har fået udsøgt mad og betjening. Efter middagen slutter vi af med en lille én på caféen, hvor udsigten nu er blevet lidt mere kulørt at se på (spørg Preben). Således starter vi altid vores vinrejse!
Turen fra Hamburg til den hollandske grænse var ulidelig! En strækning på under 400 km tog næsten 7 timer. Aldrig har vi oplevet så meget vejarbejde!!! Målet for dagen var Namur i Belgien, hvor jeg på nettet havde fundet et stort gammelt hotel i viktoriansk stil. Omsider – UPS – først en LAAANG kø gennem hele byen, som fik Prebens blodtryk helt op, for at nå frem til hotellet, som viste det sig at ligge i en stor casinobygning, hvis storhedstid for længst var passé. Alt var totalt forfaldent! Udenfor ”bagindgangen” stod en flok unge mennesker og det viste sig at casinoet stadig fungerede. Hov, et skilt viste til et hotel 2 km i retning ud af byen, så den fulgte vi …….. (kørte lige for en sikkerheds skyld hotelnavnet ind på GPS’en) ….. ”Ankomst” sagde GPS’en! Der var intet, som kunne minde om et hotel – men til gengæld et nyt skilt med et nyt hotelnavn om 4 km. Vi fortsatte (modsatte retning af vores rute). Efter ca. 7 km fandt vi en stor gammel graciøs patriciavilla med tårne beliggende i en park. Kæmpeværelse med stor balkon og flot udsigt til parken og floden. Skråt overfor lå en lille unselig restaurant med far i køkkenet og mor i restauranten, hvor vi indtog et herligt måltid mad. Dejlige senge!!!! BRRRRRRRR…….BRRRRRRRRR ……BRRRRRRRRRRRR. Vi blev enige om at der måtte ligge et stenbrud lige om hjørnet med 3-holds skift – ØV. Vi sov let. Kl. 04.00 og derefter hver ½ time passerede et langt tog – ØV! Morgenmaden – til gengæld – var god og blev indtaget i en hyggelig pavillonlignende udestue med udsigt over parken og floden.
Tredjedagen forløb uden problemer. Vi stilede skråt gennem Frankrig mod Normandiet til vores Calvados-leverandør. Undervejs passerede vi en lille fiskerby, hvor vi overnattede på sidste vintur, og som vi varmt kan anbefale: Honfleur nær Le Havre. Den kæmpestore gård, hvor vi henter vores Calvados, har set bedre tider; alt bærer præg af at det er et hårdt liv at være bonde i Frankrig. Der er hverken tid eller råd til vedligeholdelse. Foruden calvadosproduktionen har de tillige 120 malkekøer og der blev ikke skortet på klagen over den lave mælkepris under calvados-smagningen. Konen ser virkelig træt og nedslidt ud – manden har vi endnu ikke set. På gården produceres 180 flasker (lak-forsejlede) om året og vi får allernådigst lov at købe 12 flasker af de dyre dråber. Nå, men den dejlige calvados blev læsset i bilen og vi fortsatte mod vores mål; nemlig nogle af vore stamgæster, som har hus i dette område og som havde insisteret på at vi skulle komme forbi på vores vintur. Stor gæstfrihed og dejlig mad. Vi har senere fremme end beregnet men nåede dog lige at se den lille hyggelige by om morgenen forinden afrejse. Vi havde en stram plan og havde på forhånd en aftale hos vores Cognac-leverandør senere samme dag. Denne blev imidlertid lavet om til næste morgen, da de havde meget travlt og ikke havde tolddokumenterne helt klar. Så vi checkede ind på vores sædvanlige hyggelige lille hotel ”Pigeons Blancs” i udkanten af byen cognac, som drives af to ældre hyggelige brødre. Restauranten oser af hygeg og maden plejer at være super. Her fik vi dog en lille overraskelse, idet maden denne gang var mindre super (lidt kedelig fois gras, halvsej bøf samt mini-portioner). Preben tog til dessert for én gangs skyld det rullende kagebord og jeg lidt ost, da min hovedret var på størrelse med en gammel 5-krone (men smagte godt). Først ved udcheckningen efterfølgende morgen ser vi prisen for kagebordet (NB: Vi fik ikke noget dessertkort): Dkr. 200,- for 3 SMÅ stykker kage. Her opdager vi tillige, at restauranten siden sidst havde fået en ekstra gastronomisk stjerne (..?..).
Kl. 10.00 næste dag hentede vi vores cognac En stor herskabelig gård, hvor også det hårde præg er ved at sætte sig på både ejerfolk og gård.. Den følgende dag fra Cognac mod Nordspanien var præget af regn, regn, regn og blæst, hvilket medførte, at vi slog lejr for natten tidligere end planlagt – vi kunne næsten ikke køre på vejen. Vi fandt et dejligt hotel i en lille by ”Jean de Luz” med udsigt over det oprørte hav. Vi ville gå en lille tur, lånte en paraply, men denne klappede sammen, så snart vi var udenfor døren. Turen blev kort og aftenen tillige.
Næste morgen skinnede solen og vi forlod lidt overrasket en superhyggelig lille by. Det tog yderligere en dag at krydse det flade plateau fra Nordspanien til Madrid og vejret blev mere overskyet, temmelig koldt men dog tørvejr. De sidste par år har fået flere forespørgsler på spanske vine, så vi ville følge op på et par vinproducenter, som vi besøgte på vores sidste vintur til Spanien. Jeg må tilstå, at jeg gik ud fra, at man i dagens Spanien, med deres store eksport af vin mm., talte bare en lille smule engelsk – men nej! Her hjalp mig hverken engelsk, tysk, fransk eller italiensk. Vi fik dog gestituleret så meget, og smagt nogle vine, men disse var ikke den type, som vi søgte. Vi søgte ly for natten i den flotte gamle by Toledo sydvest for Madrid. Vi var trætte og sultne efter en forvirrende dag uden frokost, hvor vi pga. dumhed kom til at krydse Madrid med 5 km i timen. Det varede over en time – surt! Og – som sædvanlig – havde vi glemt, at man i Spanien spiser sent, så vi måtte trække tiden med et par drinks på det store torv i den gamle bydel, før restauranterne omsider åbnede dørene kl. 20.30. Og vi var de første i den flot indrettede restaurant. Vi bestilte mad og vin (en tempranillo) og sad og talte om, at vi jo nok måtte indstille os på, at vi ikke ville finde ”vores vin” – MEN så skete det. ”VINEN” kom på bordet og også maden smagte himmelsk! Jeg listede den tomme flaske i tasken og henvendte mig dagen derpå til turistbureauet (hvor de dårligt nok talte engelsk!) for at få oplyst adresse og telefonnummer på producenten. Fint! Foregående aften havde jeg tillært mig (nedskrevet) lidt lyn-spansk vha. en lånt rejseordbog, således at jeg nu – tilbage på hotellet – kunne ringe til producenten og læste mit nedskrevne notat op. Mit problem var desværre, at jeg jo ikke forstod, hvad de svarede – ØV! Jeg prøvede igen og det gik lidt bedre og fik nu telefonnummeret på en pige i Madrid, som talte engelsk. Alt ok! Vi kørte til ”bodegaen”, som lå ca. 100 km derfra, men hér var der ingen, som talte engelsk, så det var bare på med vanten og hutle sig igennem. Og det lykkedes. Det stod hårdt og den spanske pige, som jeg ”talte/fægtede” med var temmelig nervøs. Jeg lovede, at næste gang ville jeg ”tale” spansk!! Vi fik vores vin og vente glade og tilfredse kareten og kørte nordpå – MEN AK – bilen fik falsk strubehoste og gik i stå hver gang, vi holdt for rødt lys eller kørte ”på frihjul”. ”Katalysatoren” konkluderede vi kloge hoveder. Nu ville Preben gerne ud af Spanien og til et land, hvor vi kunne forklare problemet, så vi ilede mod Frankrig.
Igen fik vi nytte af nogle af restaurantens stamgæster, som vi havde lovet at kigge forbi, hvis de lå på vores rute, og det kunne ikke være mere belejligt end netop nu. Vi ringede og var velkomne uanset om det blev sent. Samtidig aftalte vi, at han skulle kontakte den lokale mekaniker, forklare ham problemet og aftale tid til efterfølgende dag. Efter en hyggelig aften med dejlig mad og vin samt overnatning i supersenge i gæstehuset blev bilen kørt til mekaniker tidlig næste morgen og kunne hentes igen sidst på dagen. Som tak gav vi frokost i en nærliggende by. Vore venner havde købt det gamle hus ved den spanske grænse for 7 år siden og selv forestået en imponerende restaurering. Det samme gjaldt for gæstehuset (et selvstændigt hus på den anden side af gaden). Ved dagens slutning hentede vi bilen – men – uden at mekanikeren havde kunnet konstatere noget galt med katalysatoren. Nu kunne Preben ikke komme hurtigt nok til den tyske tryghed med ”Ordnung muss sein” og hvor han var sikker på, at de kunne ordne problemet. Dette betød desværre en afkortning af vores tur, idet vi måtte meldt afbud til vores italienske Amarone-leverandør. Umiddelbart før den franske grænse havde vi endvidere konstateret, at vi ikke havde fået Prebens pas retur ved udcheck fra hotellet ”Don Quijote” syd for Madrid. Vi valgte at løse problemet, når vi kom hjem.
Således listede vi efterfølgende morgen nordpå mod vores Chablis-leverandør. Vi kørte så langt vi kunne og nåede i mørke frem til vores hotel lidt syd for Macon, hvor vi også boede på vores sidste vinrejse og hvor vi blev inspireret af det gode køkken. Denne vores sidste overnatning i det franske blev dog en lidt blandet fornøjelse. Også hér havde fået en ekstra stjerne. Vi fik hele 2 vidunderlige apetizers og fortrød næsten at vi have bestilt forret – men vinbjergsneglene var supergode. Herefter forårsagede det nu meget sufistikerede menukort i, at Preben i stedet for en bøf af kalvekød fik serveret kalvebrisler og jeg ”5 hele små frøer” i stedet for en fiskeret. Jeg blev synlig dårlig og tallerknen blev hurtigt fjernet – i stedet kom en fiskeret, som smagte ok. Preben valgte at spise sin hovedret pga. en god garniture og dejlig flødesovs. Herefter bestilte Preben ”Crêpe Suzette” til dessert men fik serveret æbletærte. Denne smagte dog rigtig godt og han valgte at beholde den. Værelserne var ikke forandret siden sidst men det var prisen til gengæld. Ved middagstid nåede vi frem til vores Chabils-leverandør, udvalgte vores vin og læssede den i bilen.
Herefter gik det mod trygheden i Tyskland, hvor vi dog havde lidt svært ved at finde et hyggeligt hotel. Jeg havde undervejs fået vores GPS til at ”vise” bl.a. hoteller – men de fleste af de anviste hoteller var i mellemtiden lukket. Vi havde glemt at opdatere GPS’en, men det viser dog en lidt kedelig udvikling, idet vi aldrig har haft problemer med at finde små hyggelige hoteller i Tyskland. De kæmper for at få nedsat momsen for restauranter fra 16% til 7%. I mørke og ad krogede smalle veje fandt vi omsider til en lille by med et superhyggeligt hotel og med den klassiske tyske restaurantstil. Masser af gæster, hyggelig stemning og dejlig mad; Preben fik sin længe ventede ”Jägerschnitze” og jeg lammesteg.
Næste morgen, umiddelbart før motorvejen, kom vi forbi en FORD forhandler og lykken var gjort; de lokaliserede naturligvis problemmet; nemlig en utæt slange (benzintilførelsen), som forårsagede ”falsk luft”. MEN en reservedel, som passede, havde de desværre ikke på det store Ford-værksted, så vi blev ”tapet sammen” , betalte regningen, og fortsatte hjemturen.
Med erfaring fra nedturen med den megen vejarbejde valgte vi at tage turen hjem via Hannover – MEN AK – vi nåede lige at booke vores pragtfulde bindingsværkshotel syd for Hamburg, før min mobiltelefon af sig selv ”gik i stykker” og den L A N G E kø begyndte. På 1½ time flyttede vi os ca. 4 km og var først fremme ved hotellet kl. 20.30. Godt vi havde nået at booke – nu var alt udsolgt! Afslutningsmåltidet var herligt!
Vel hjemme i Skagen skulle jeg nu have fat i Prebens pas fra Spanien. Da jeg jo ikke endnu kan spansk valgte jeg mailen i stedet for telefonen. Ved hjælp af min lille rejseleder (mini-ordbog) fik jeg hakket en mail sammen og sendt. Den første returmail forstod jeg først slet ikke, men efter flere forsøg, gik det. Min næste mail gik bedre og det næste svar var fuldt forståelig. Efter blot 3 dage var passet i hus!
S L U T
———————————————————————————————
Herefter følger øvrige vinture!
Vinindkøbsturen 2006 blev af personlige årsager udsat til januar 2007, hvorfor vi i 2007 faktisk var på hele 2 ture; nemlig først til Frankrig og det nordlige Italien og senest i november til Sicilien og Puglia (hælen).
Vintur november 2007:
Tidligt om morgenen umiddelbart efter sidste åbningsaften var vi på vej til Italien. På trediedagen om formiddagen nåede vi frem til første leverandøraftale i Valpolicella i Norditalien. Vinene blev smagt og ordren afgivet; 600 flasker rødvine til senere hjemtransport med fragtmand. Efter blot 1 time var vi igen på landevejen på vej til næste leverandør syd for Modena, hvor vi blot skulle afhente i forvejen bestilt grappa, idet vi havde fået hjemtransporteret en hel palle blot et par måneder forinden. Dog lod vi os her friste af lidt ekstrakøb i form af balsamico samt pære- og balsamico-gelatine, som kan købes i restauranten.
Efter endnu 2 dages kørsel nåede vi Puglia og vores mangeårige leverandør. Her blev vi overrumplet af en ny super hvidvin under navnet “Numen” (kraftig frugtagtig vin med en forfriskende eftersmag af fersken). Det blev til en ordre på 600 flasker (blandet rød- og hvidvine) til levering i starten af februar.
Efter endnu 2 dages kørsel nåede vi turens fjernsliggende mål, nemlig den sydvestlige del af Sicilien, hvorefter turen atter går mod Danmark (næsten 3000 km) . Denne efterfølgende dag har vi valgt at beskrive i GL. Skagen Lokalavis 2008 i form af en dagbog som følger:
(få avisen af Preben)
UDDRAG AF EN DAGBOG FRA VINTUR:
Søndage tilbringes så vidt muligt til at køre længere distancer, da ingen vinbønder tager imod kunder. 493 km ad mindre veje tværs gennem Sicilien fra Taormina i nordøst til den lille by Sciacca i det sydvestlige Sicilien tager en hel dag og hoteller er spar-somme. Via et usselt skilt ved vejen havde vi aftenen forinden langt om længe fundet et meget hyggeligt ”Agriturismo” ude på landet. Tidligere på dagen havde BM som altid ringet til næste dags vinleverandører for at bekræfte forestående møder. Alt ok!
Fotos fra vinturen kan ses på restauranten!
Vintur januar 2007
Det blev en planmæssig hård og væsentlig kortere tur end i 2005, idet vi i år kun behøvede suppleringsindkøb i Frankrig og det nordlige Italien. (kun 5.648 km på 8 dage, hvilket giver godt 700 km pr. dag mod 12.000 km på 30 dage i 2005). ”Canvas-ture” – dvs. når vi er på jagt efter at finde nye vinleverandører – er væsentlig mere ressource- & tidskrævende end en koncentreret opsamlingstur, som var tilfældet i år.
Fra fjerne distrikter i Italien såsom Sicilien købte vi sidste år ind til 2 års forbrug. Det troede vi imidlertid også, at vi havde gjort fra Puglia (hælen), men vores ny Salento Chardonnay herfra solgte så godt, at den var udsolgt før sæsonslut og følgelig skal hjemtages i år sammen med et par supplerende rødvine. Da hvidvine jo ikke holder så længe som rødvine, er vi altid mere påpasselige med ikke at købe for store mængder ind. Men problematikken ligger herefter i næste års hjemtransport af evt. supplerende mængder, idet det koster ligeså meget at få hjemtransporteret 200 som 600 flasker. Således kan vi i år ikke supplere vores sicilianske hvidvin ”Agareno”, som må vente til næste år.
Selve turen forløb uden problemer – dog med undtagelse af vores elskede varebil, som netop hjemkommet efter en større eftercheck/reparation allerede før vi nåede den tyske grænse fik hosteproblemer og lysende advarselslamper (de samme tendenser som FØR reparationen!). Problemet opstod imidlertid kun ved langsom kørsel, hvilket blev vores held, idet den stramme tur mest foregik på motorveje. Følgelig undgik vi bevidst større byer og holdt os til landlige hoteller, og vi klarede således hele turen uden total blokade!
Hjemmefra havde vi forudbestilt de i alt 634 flasker vin og spiritus, som vi skulle medbringe i bilen. Med én dags mellemrum ringede Marie til de respektive leverandører for at sikre sig, at varer og tolddokumenter nu også var klar til afhentning efterfølgende dag.
I grove træk gik turen fra Skagen til Normandiet (2 dages kørsel), hvor vi hentede vores super Calvados, herefter til Nantes (Muscadet-leverandør fundet på sidste vintur) og Cognac, hvor Marie fik inspiration til en ny frisk apéritif. Herfra krydsede vi Frankrig fra sydvest til midtøst for afhentning af vores Aligoté hvidvin samt Cremant de Bourgogne. Herefter gik turen atter sydpå til det sydligste Provence (Merlot samt Rosé) og herfra til Verona i Italien. Her fandt vi sidste år en pragtfuld ny Amarone/Ripasso-leverandør. Da det drejede sig om en ny leverandør, hvis stabilitet vi følgelig ikke kender, skulle vi hér først smage de nye årgange, hvorefter vi afgav ordren. Da vi på nuværende tidspunkt vidste, at bilen ville være fyldt op, havde vi forlods indgået aftale med leverandøren, om at han skulle modtage en sending vin fra vores Puglia-leverandør, som han så skulle samle på én palle sammen med sin egen ordre, hvorefter vi foranlediger en speditør til varetagelse af hjemtransporten. Og alt gik efter planen! Så gik turen nordpå over Brennerpasset til den sydtyske grænse. Her måtte vi om natten ”låne” store plaider på hotellet til overdækning af vinen i bilen, for at undgå nattefrost. Når først vi har fyldt vin i bilen, er det vigtigt at finde et hotel med lukket garage, både pga. risikoen for tyveri som for nattefrost. Men alt gik vel. En særlig god oplevelse var den lille havneby Honfleur lige syd for Le Havre (Normandiet), hvor det vrimlede med små hyggelige restauranter (de fleste dog lukket for sæsonen), men som vi med sikkerhed vil besøge igen og varmt kan anbefale til alle.
Vintur november 2005:
12.000 km på 30 dage blev det til denne gang! Hvor vi sidste år koncentrerede os mest om Frankrig (3 uger mod 1 uge i Italien), som resulterede i 2 nye Bordeaux-leverandører, en Puilly Fumé-leverandør, og hvor vi debuterede med import af spiritus i form af en cognac- og 3 calvados-leverandører. I år var fordelingen modsat, idet vi ønskede at udvide vores italienske vinrepertoir. Planen var at lave lidt research (vinsmagninger)på vej ned gennem Italien for opfølgning på tilbageturen, idet vi gerne ville entrere på Sicilien med tom bil (!!!) (Preben har altid været nervøs for at de skulle stjæle hjulene, mens vi kørte!). Under denne research fandt vi vores ny Amarone-leverandør (som vi – som lovet – besøgte igen på tilbageturen), hvorimod vi trods adskillige forsøg ikke fandt nogen tilfredsstillende ”Lambrusco”(rød!!)-leverandør. Det gjorde vi til gengæld på tilbageturen!! Efter planen ankom vi til Sicilien med tomt lad med hovedformål at finde en god ”Nero d’Avola”. Inden vi nåede så langt besøgte vi dog et par leverandører på vulkanen Etna, men pga. den meget svovlholdige jord er vinen meget speciel og efter vores mening for ”let” til den danske smag. Til gengæld var det en sand fryd, da vi efter flere forsøg fandt vores første sicilienske leverandør med en himmelsk Nero d’Avola under navnet ”Il Moro”! Efter en lille uge Sicilien rundt, hvor vi ydermere fandt en pragtfuld hvidvin ”Galici” gik turen til Puglia (hælen) med dets helt specielle ”vilde-vesten-landskab, hvor vi glædeligt genoptog handlen med vores ”VinagriPuglia”-leverandør, som vi handlede med via en italiensk mellemagent i Toscana for flere år siden, men forholdet ophørte, idet såvel vi som vinleverandøren pga. inflexibilitet stoppede relationen til agenten. Vi nåede dog at besøge gården under en privat ferie i år 2002, hvilket gjorde ”genforeningen” lettere. Herfra gik turen atter nordpå forbi Amalfi og Rom til det sydlige Toscana med dets verdenskendte Brunello og Montalcino- vine, hvor vi trods ihærdig søgen dog ikke fandt nogle guldkorn, som kunne leve op til forventningerne. Det samme gjalt desværre også vores mangeårige Chianti-leverandør, som iår ikke op til standarden, hvorfor vi har valgt at udelukke Chianti-vine fra vort vinkort i år! Hvad vi ikke fandt på reserchturen nedad fandt vi til gengæld nu; nemlig en pragtfuld rød Lambrusco (mousserende rødvin)(NB: Ikke at forveksle med den Lambrusco Rosé, som totalt ødelagde navnet på det danske marked for år tilbage!!). Den røde Lambrusco serveres afkølet og er perfekt såvel som apéritif som til fisk og lyse kødretter. Skæbnen ville at denne vingård lå blot et par hundrede meter fra det sted, hvor Marie arbejdede for næsten 20 år siden for at tilegne sig det italienske sprog. Som ekstragevinst fandt vi hér helt overraskende vort bedste vinfund på turen; nemlig en økologisk rødvin, som er så smagfuld og blød, at den næsten slog Maries fanatisme for Amarone-vinene til jorden. Herefter var vi naturligvis spændte på at gensmage vores udkårne nyfundne Amarone-leverandør!! Men førstehåndsindtrykket holdt; vi søgte efter en lidt lettere Amarone som supplement til vores kraftige ”Ca’la Bionda” og det fandt vi hér tillige med en super ”Valpolicella Superiore Ripasso”. Vi sluttede vores Italien-afdeling med besøg hos vores Barolo-leverandør, hvor vi udvidede repertoiret med en rigtig herrevin ”Langhe Nebbiolo”! Arrividerci Italia – Bonjours la France; først til vores Provence-leverandør ”Bastidon”, som vi har ført nu gennem 8-9 år, for smagning af de nye årgange og afgivelse af ordre. Herefter var planen ud på at køre xxx km for at hente den forudbestilte cognac i Bordeaux og efterfølgende xxx km efter calvadossen i Normandiet (den bedste fra sidste års ”jagt”). Midt mellem Cognac og Bayeux lykkedes det os at finde en sidste ny lille leverandør med en herlig ”Muscadet”-hvidvin. Herfra gik turen atter lidt mod syd for at besøge/købe hos vores ”Sancerre”-leverandør og endelig ”Aligoté-leverandør, hvor vi sluttede med en sidegevinst i form af en dejlig blød ”Crement de Bourgogne”.
